Selvportrætter

Kunstner-selvportrætter og kunstner-portrætter.

Med fernisering lørdag 22. august kl.11 udstiller Vejle Kunstforening ca. 45 selvportrætter og omkring 10 kunstner-portrætter i Kunstbrænderiet.

Udstillingen er samlet i løbet af de sidste 15 år af Jørgen Lous, medlem af bestyrelsen i Vejle Kunstforening. Samlingen består af selvportrætter af en række kendte malere f.eks. Olaf Rude, Julius Paulsen, Helge Ernst, Axel Bentzen, Jens Sørensen (Bakke-maleren), Anders Kirkegaard og Hans Henrik Lerfeldt. Blandt grafikerne kan nævnes Jørgen Boberg, Svend Wiig Hansen og Poul Janus Ipsen.

Også selvportrætter af mindre kendte malere udstilles f.eks. Ejvind Karup Nielsen, Åke Salomonsson og Børge Jensen.

En sjov historie knytter sig til de fire selvportrætter af Børge Jensen (f.1920). Efter hans død i 2008 var der 64 selvportrætter af ham til salg på Laurits.com. De blev solgt 4 ad gangen. Børge Jensen havde aldrig udstillet på gallerier eller lign. – dog har han udstillet én gang i den lokale Idrætsforening, var det vist.

Udstillingen omfatter også nogle kunstner-portrætter hvor der er tæt relation mellem maleren og den portrætterede. For eksempel har Hans Olau Krull i 1987 malet et par store billede af sin hustru grafikeren Maria Strutzik Krull. Hun døde desværre i 2005. Den måde billederne er malet på kunne tyde på, at hun har været med til at male baggrunden i billederne.

Udover et selvportræt af Helge Ernst som meget ung, kan man på udstillingen se et portræt af ham malet af Anders Kirkegaard. Maleriet stammer fra boet efter Helge Ernst. Anders Kirkegaard blev i sin ungdom undervist af Helge Ernst.

Jørgen Lous fortæller: ”Jeg fattede kærlighed til selvportrætterne for ca. 15 år siden ved en tilfældighed. På auktion hos Nelleman og Thomsen i Århus så jeg et knald godt lille portræt – af en for mig ukendt kunstner Åke Salomonsson. Jeg fik maleriet ret billigt. Kort efter faldt jeg over et fint lille billede af tidl. Professor på Kunstakademiet Sigurd Wandel (1875-1947), og så var jeg ligesom i gang med at samle.” Alle de udstillede billeder, på nær nogle få, ejes af Jørgen Lous.

Jørgen Lous fortsætter: ”Selvportrætter er interessante, fordi her står kunstneren alene for at male, har måske svært ved at komme igang. ”Hvad skal jeg male i dag?” Han har kun sig selv og sine tanke og følelser og selvportrættet er en god måde at få det ud på, og så er han kommet igang. Ofte er der brugt rigtig mange timer på selvportrætterne – ja, Anders Kirkegaard har malet på det samme selvportræt adskillige gange i perioden fra 1995 til 2013, hvor det var udstillet i Kunstbrænderiet. Det er fint beskrevet på bagsiden af billedet.”

Udstillingen kan ses fra den 22.aug til 27. sep.

Kunstbrænderiet Præstegyde 3, 7100 Vejle holder åbent onsdag til fredag fra kl. 12- 16 og lørdag til søndag kl. 11-15

Der er fri entré.