Nis Schmidt - Heike Jacobsen18. februar - 19. marts 2017

Emaljekrus og minimalistisk porcelæn i Vejle Mølle

Der er lagt op til en enestående udstilling med fernisering lørdag den 18. februar kl. 11, når Vejle Kunstforening byder indenfor i Vejle Mølle med billedkunstneren Nis Schmidt der fylder 85 år den 13. februar og keramikeren Heike Jacobsen.

At male er en metamorfose og en malers måde at erfare tilværelsen på og bringe lidt orden ind i kaos. Sådan har maleren Nis Schmidt selv udtrykt sig om sin metier som billedkunstner.                                                                                                                                                                                                                                                 Som ung var han en medløber, der malede i stærke farver og var vild, før de unge vilde.                                                                                                                                       Da han blev bevidst om, at han som kunstner ikke skulle iføre sig andres aflagte tøj, indstillede han sin palet på den maleriske kammermusik, det slørede nordiske grålys, hvor farverne er nedtonet til det basalt nødvendige.                                                                                                                                                                                        Ofte har han malet det gamle slidte emaljekrus i gult, hvidt eller blåt, som et sindbillede på, at dybest set er alle alene.

Nis Schmidt er ikke færdig med at male. Han maler vedholdende nye billeder, som trænger sig på i bevidstheden om, at kunst er menneskets gentagne forsøg på at sige det usigelige og formulere det ubegribelige.

 

Heike Jacobsen er født og opvokset ved vadehavet i Ejdersted, med høj himmel og grønt græs,denne enestående natur har præget hende og hendes kunst.

Efter uddannelsen på Kolding Kunsthåndværkerskole har hun i flere år arbejdet med geometriske figurer, Fibonaccis talrække og den ultramarinblå farve. Derefter blev hendes værker mere og mere minimalistiske med porcelænsfiligran i mat hvid. Efter at have arbejdet i flere år med det, kom ønsket om lidt farve og en anden teknik, men uden at det skulle gå ud over det spinkle og lette udtryk.

Gennem mange års forskning og afprøvning, har hun opnået noget akvarelagtigt, som passer til det spinkle og papiragtige og samtidig formået, at bevare de bløde farveeffekter.                                                                                                                                                                                                                                                                        Heike Jacobsen fokuserer på keramisk kunst og udnytter porcelænets materialeegenskaber så meget som muligt.