Ulla Lampe24. april – 30. maj 2021

En nordisk tone

Efter en længere udstillingspause på grund af Covid19 er der nu igen mulighed for at nyde kunsten i Vejle Kunstforenings udstillingshus Møllen.
Lørdag den 24. april 2021 kl.11 med billedkunstneren Ulla Lampe.
Vi vil naturligvis følge de til hver tid gældende regler og retningslinjer.

Et menneske, en stol, en mælkekasse finder vi i uventede omgivelser. Det velkendte bliver skueplads for en tvetydig situation og tvister mødes med naturen.
Som kunstner er Ulla Lampe forankret i den nordiske tradition; farver og toneleje følger årstidernes ændringer.  

På udstillingen i Vejle Kunstforening viser hun nye og ældre værker i forskellige teknikker; hun finder det interessant at sætte fokus på den forbundenhed, der er imellem værkerne, men også deres forskellighed.

I hendes nyere realistiske malerier undersøger hun mødet mellem naturen og det moderne menneskes aktivitet; der er fokus på stemninger og ageren på godt og ondt. Ulla lampe fotograferer som en del af sin arbejdsproces. Indsamler og fastholder fragmenter, steder og situationer for siden at sammenstykke en komposition, der er skitse til maleriet, hun skaber en ny virkelighed, der ligger åben for spørgsmål, projektioner og fortolkninger.

Naturen er også omdrejningspunktet i hendes ældre abstrakte landskabsmalerier; også her er den menneskelige aktivitet til stede om end mere som en antydning; f.eks. en vej eller bugtning, der baner sig igennem et landskab. Man kan indsætte sig selv som hovedperson og lade sig lede ud og rundt af en fælles erindring.

Ringen sluttes af hendes plexiglasbilleder. De tredimensionelle billedserier er en leg med komposition, form og materiale, det åbne og det lukkede, lysets brydning i skygger og glassets kanter.

Billederne er ofte lavet med udgangspunkt i poesi og gode historier bl.a. i serien ”De ti Bud” hvor hun reflekterer over menneskers liv og vilkår.

De seneste år har hun deltaget i adskillige censurerede udstillinger og bl.a. modtaget prisen som årets kunstner på Kunstnernes Sommerudstilling i 2016. Ulla Lampe har desuden udstillet på Kunstpakhuset Ikast, Kirsten Kjær Museet, Frederiksborg Slot og er tilknyttet Galerie Pi, KBH.

Ulla Lampe er medlem af BKF (Billedkunstnernes Forbund) og KKS (Kvindelige Kunstneres Samfund)

Udstillingen kan ses frem til og med den 30. maj 2021
onsdag – søndag kl. 12 – 16