Anita Frichot og Steen Rasmussen
28. Februar - 29. Marts 2026
To kunstneriske blikke på naturens bevægelse og foranderlighed
Udstillingen NATURSYNER
Med udstillingen NATURSYNER skaber Anita Frichot og Steen Rasmussen et fælles udstillingsrum, hvor deres to forskellige kunstneriske perspektiver og visuelle blikke mødes i undersøgelser af naturens mangeartede fænomener. Udstillingen samler værker, der hver især kredser om naturoplevelser set fra forskellige vinkler, men som samtidig bindes sammen gennem fokus på sansning, materialitet og refleksion.
Anita Frichots tilgang
Anita Frichot tager udgangspunkt i naturen som et sanseligt og erkendelsesmæssigt felt. Hun arbejder med papir, både i form af unikaværker og grafiske tryk, hvor hun inddrager tusch, grafit, kridt og tryk for at undersøge bevægelse, rytme og foranderlighed. Materialet spiller en aktiv rolle og bliver medfortæller i værket. Hendes værker kredser om naturens fænomener, ikke blot som motiv, men som en erfaring, der åbner op for stille rum til sansning og eftertanke.
I Vejle Kunstforening er hun repræsenteret med serierne Sort Sol, hvor hun undersøger naturens kollektive bevægelser – formationer, forskydninger og opløsninger – og fremstiller dem som filosofiske billeder på relationen og spejlingen mellem menneske og natur. Hendes nye værkserie Panta Rhei – Alt flyder videreudvikler disse undersøgelser med særligt fokus på naturens organiske bevægelser og forandring som et grundvilkår. Begge serier omfatter både papirbaserede unikaværker og grafiske tryk.
Steen Rasmussens tilgang
Steen Rasmussen arbejder med grafik i et udvidet felt, hvor det klassisk todimensionelle grafiske udtryk transformeres og bevæger sig ind i rumlige og skulpturelle former. Hans praksis er narrativ og kendetegnet ved et undrende og spørgende blik på verden, udtrykt gennem forholdet mellem lys, skygge, overflade og rum. Han udforsker spændingsfeltet mellem det todimensionelle og det tredimensionelle, hvor værkerne ofte opstår i mødet mellem materialitet og rumlig iscenesættelse. Her bliver betragterens egen bevægelse og perception en del af værkets samlede virkning.
På udstillingen i Møllen præsenterer han grafiske skulpturer fra serien NATSKYGGE REFLEKTIONER, hvor lys og skygge indgår som aktive elementer. Disse værker reflekterer over dualismen i natursynet, når naturen ses fra forskellige positioner. Desuden vises værker fra serien FORGÆNGELIG NATURLIGVIS, hvor unikke papirarbejder kredser om forgængelighed og naturens cykliske tilstande.
Udstillinger
Aktuelle
Køb kunsten
Tidligere udstillinger
Ønsker du at udstille?
Aktiviteter
Årskalender
Foredrag
Kunstrejser, udtagelser
Bliv medlem
Sådan bliver du medlem
Medlemsfordele
Kontingenter
Vejle Kunstforening
Formål
Bestyrelsen
Historien
Møllen, Vejle
Kontakt, informationer
Vedtægter
Sponsorer
Kunstbutikken
Links









