Færøske og jyske kunstnere

Færøske og jyske kunstnere i Kunstbrænderiet.

Kunstbrænderiet byder indenfor til åbning af Vejle Kunstforenings sommerudstilling lørdag den 27. kl. 11 med Niels Frank, Hardy Brix og to af Færøernes mest markante malere Kári Svensson og Eydun av Reyni.

”Maleren Niels Frank er en af de kunstnere, der ofte vender tilbage til landskabet for at aftvinge det nye udtryk og nye hemmeligheder. Man kan næsten sige, at han bruger landskabet som påskud for at undersøge maleriets muligheder. For hans billeder er nok naturlyriske, men de forvandler sig – mens man betragter dem – til abstrakte elementer, hvor farve og former blandes på nye fængslende måder. For i hans optik er det billedets helhed, der gælder. Det er udtrykket. Det er stemningen. Det er ægtheden. ”

Niels Frank tilhører en stærk tradition i dansk maleri, som heldigvis – trods alle modernistiske flik-flak – ikke er forsvundet endnu. Der er en råstyrke i hans bedste arbejder, men samtidig er der en næsten forfinet farvemusik i andre dele af hans maleri, som maner tilskueren til refleksion og eftertanke.

Der er altid meget at kommer efter i Niels Franks billeder. Hvis ikke man har mødt dem endnu, er det på høje tid at rette blikket den vej”.

Hardy Brix, maler og rejsende i de arktiske landskaber har viet sit liv til isen i de nordiske landskaber. Med en sikker pensel dokumenterer han de landskaber, det hele drejer sig om: isen, som forsvinder med stigende hastighed. “Hele klimadebatten kører jo for fulde drøn, og hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, det er jo umuligt at gennemskue. Forskerne er jo ikke enige. Men en ting er sikkert, og det er, at isen forsvinder,” bemærker Hardy Brix.

Mange billedkunstnere arbejder med landskaber, og som sådan ligger Hardy Brix i forlængelse af en lang tradition af nordiske landskabsmalere. Men at det netop er isen, og dens massive tilstedeværelse i et uberørt landskab, der nu igennem tyve år har optaget maleren, er noget mere utraditionelt. I disse enorme landskaber, hvor et enkelt isbjerg kan fylde en fjerdedel af danmarkskortet, føler Hardy Brix sig hjemme.

Kári Svensson er gennem de senere år trådt i karakter som én af Færøernes mest markante malere. Hans udtryk ligger langt fra det traditionelle færøske maleri. Han fornyer det klassiske landskabsmaleri med sine legende strøg og sine abstrakte antydninger af genkendelig natur.

Han eksperimenterer med sit billedsprog, hvor hans udtryk er i en rivende udvikling.
Kåri Svensson har intet imod at blive kaldt “naturmaler”. Den færøske natur er en evig inspiration og en for ham vedkendt, uudtømmelig kilde til motiver. Et andet hovedmotiv i Svenssons produktion, som er meget anvendt i den færøske billedkunst, er de færøske bygder. Disse horisontale billeder er mere figurative end de førnævnte billeder på den måde, at man her aner en dybde og kan skelne mellem himmel og hav, huse og marker. Men stadigvæk er der tale om abstrakt-ekspressive værker, hvor farverne og kompositionen udtrykker stemningen.

Det centrale tema i Eydun av Reyni malerierne er bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne. Malerierne er komponeret med stærke farver og store penselstrøg i et formsprog, der abstraherer fra motivet.

Eydun av Reyni henter inspiration fra det lille ø samfunds vældige og ubarmhjertige fjeldvægge, som opbygger en mur af tyst isolation om alt liv på stedet, kun brudt af Atlanterhavets til tider voldsomme brølen. Malerens motiver bliver et kig ned i dale og slugter. De gløder af frugtbarhed, der virker som en udfordring til øernes karrige og spartanske vegetation, og vel ret beset udspringer mere af hans egen fantasi og dens syner, end af den kontante virkelighed.
Eydun av Reynis billeder er en vandring gennem vekselvis Færøernes forår, vinternætter og stormvejr, som får liv igennem hans palet. Det blæser i hans farver.

Udstillingen kan ses fra lørdag den 27. juni med fernisering kl. 11 og frem til den 9. august

Kunstbrænderiet Præstegyde 3, 7100 Vejle holder åbent onsdag til fredag fra kl. 12- 16 og lørdag til søndag kl. 11-15

Der er fri entré.