Zacharias Heinesen -Steinpreint med Marius Olsen18.08.-23.9. 2018

Eftertænksomhed og ”grand old man”,

Som en central skikkelse inden for den færøske billedkunst har Zacharias Heinesen sat dybe spor i den færøske kunsthistorie ved at male sig ind i den stærke færøske tradition for landskabsmaleri gennem kompositioner med kantede fjelde og huse i klare farver. Men i modsætning til den ældre klassiske billedtradition, arbejder Zacharias Heinesen bevidst efter at opløse motivet i enkeltdele.

Med sin velkendte kubistiske og koloristiske stil opbryder og fabulerer Zacharias Heinesen således over de klassiske færøske “standart motiver” af landskaber, bygdernes huse og havets skibe, som han gang på gang formår at fremstille i et nyt lys for beskueren.

Han er den ældste udøvende kunstner på Færøerne, og som sådan en slags ”grand old man”, der til stadighed formår at inspirere yngre kunstnere fra øerne. Dobbeltheden er grundstrømmen i hans værker, som har gjort ham kendt, også uden for Færøerne. Man kan se, hvad det er, men det er samtidig kunst i sin reneste form og det er en balance, som har skaffet ham rigtig mange tilhængere.

Zacharias Heinesen er uddannet fra Billedskolen i Reykjavik (1957-58) og Kunstakademiet i København (1959-63). I 1961 udstillede han først gang på Kunstnernes Efterårsudstilling og har siden været hyppig gæst i de danske museer og gallerier. Derudover står Zacharias Heinesen også bag en række udsmykninger til bl.a. Husum Kirke, Østre Landsret samt Lágardur, Torshavn, ligesom han har leveret
motiver til færøske frimærker og pengesedler.

Marius Olsen er blandt de ganske få af de færøske billedkunstnere, der helt har helliget sig det grafiske medie. De seneste år har han været bosiddende i Finland, men han arbejder og udstiller jævnligt på Færøerne hos Steinprent.

Han arbejder med flere grafiske teknikker, linoleum, koldnål og ætsning, han varierer gerne teknikkerne og har også udstillet nogle fine, lysende akvareller, landskabet spiller en motivisk hovedrolle i Olsens, uden at det på noget tidspunkt reduceres til naiv eller national naturglæde. Disse billeder forekommer tværtimod præget af lige dele eftertænksomhed og teknisk kunnen.

Den største styrke ved Marius Olsens billeder, er deres foruroligende underfundige blik imellem visionær skønhedsdyrkelse og en mere analytisk tilgang. Blandt billederne er der sanselige, skønne naturåbenbaringer, samt en til tider klar fornemmelse af isolation og fremmedgørelse – at individet føler sig fremmedgjort i forhold til sine omgivelser eller sig selv.

Marius Olsen er grafiker og bosiddende i Finland, Marius er uddannet på Nordiska Kunsthögskolan i Finland og på malerskole i Göteborg og Kunsthögskolan i Umeå i Sverige. Han er repræsenteret på Listasavn Føroya og har udstillet over hele norden.

Steinprint har koordineret Marius Olsens udstilling. Alle de grafiske tryk er lavet i samarbejdende med Marius Olsen og Steinprint ved Jan Andersson.

Tak til Vejle Kommune, Atlantic Airways og Bodil & Jørgen Munch Christensens Kulturlegat for støtte til udstillingen.