Hanne Schmidt23. marts - 17. april 2019

HANNE SCHMIDTS BILLEDUNIVERS I MØLLEN  

Kunstner Hanne Schmidt maler oliemalerier af efterladte steder, interiør og rum i mere eller mindre forfald. Malerierne er figurative med et strejf af abstrakt karakter.

Hanne Schmidt elsker at male rum, der åbner op til andre rum. Farveskæret kan være afdæmpet og jordfarvet, men der er i hendes malerier altid større eller mindre passager af lyse funklende farver.

Hanne Schmidt skaber billeder, hvor perspektivet tilter, så kompositionen på surrealistisk vis kommer i ubalance og man næsten fysisk bliver svimmel.

At få denne stærke dynamik til at fungere, så det hele ikke bliver forvirret og diffust, kræver, at man har tungen lige i munden og kan sit kram som maler. Det kan Hanne Schmidt. Det er derfor, det er en så stor fornøjelse at betragte hendes på én gang harmoniske og spændingsladede rum.

Hanne Schmidt er deltidskunstner og efterskolelærer. Hun har løbende modtaget undervisning på Aarhus Kunstakademi, Kunsthøjskoler og Herning Billedskoles Masterclass. Hun debuterede på KS, Kunstnernes Sommerudstilling, i 2012 og har siden da haft sine værker udstillet flere gange årligt.

Hanne Schmidts kategorier er hovedsageligt maleri og tuschtegning. Hun er stærkt optaget af interiør, rum og bygninger i forfald. Hun maler også portrætter

Der er fernisering på udstillingen lørdag den 23. marts kl. 11. i Vejle Kunstforenings udstillingssted Vejle Mølle Søndermarksvej 1, 7100 Vejle.

Herefter vises udstillingen onsdag til søndag fra kl. 12 – 16 frem til og med den 17. april.

Der er fri entré